HVERDAGEN PÅ HØJSKOLEN
Det forpligtende fællesskab er i fokus på Andebølle Ungdomshøjskole.
Derfor spiser vi i fællesskab, rydder op og gør rent i fællesskab.
En typisk hverdag på Andebølle Ungdomshøjskole former sig således:
| Kl. 8.00 - 8.30 |
Fælles morgenmad i spisesalen |
| Kl. 8.30 - 9.00 |
Rengøring |
| Kl. 9.05 - 9.35 |
Fælles morgensamling i foredragssalen |
| Kl. 9.45 - 12.00 |
Undervisning i faglokalerne |
| Kl. 12.15 - 12.45 |
Fælles varm mad i spisesalen |
| Kl. 13.00 - 13.15 |
Kiosken er åben |
| Kl. 14.00 - 16.00 |
Undervisning i faglokalerne |
| Kl. 18.00 - 18.30 |
Fælles kold aftensmad i spisesalen |
| Kl. 19.30 – 21.00 |
Arrangement |
|
Aftenthe i spisesalen |
Den daglige fælles morgensamling er en væsentlig del af undervisningen. Vi synger en sang, og derefter giver en lærer eller en elev et foredrag eller debatskabende oplæg. Det kan være om en aktuel nyhed eller et filosofisk eller politisk tema. Det kan også være en kunstnerisk elevproduktion som f.eks. film eller musik.
Weekenderne er naturligvis anderledes. Her er der ikke den sædvanlige fagundervisning, men andre spændende aktiviteter. Der serveres "mokost" i stedet for morgenmad og frokost.
FRITID
Aktiviteterne og samværet i fritiden er en meget væsentlig del af et højskoleophold. Her forventes du at tage egne initiativer og at bakke op om fælles initiativer. Der er rig mulighed for dygtiggørelse i fritiden. De projekter, man beskæftiger sig med i undervisningen, står det en frit for at gå videre med i fritiden. Om aftenen kan man få undervisning i f.eks. salsa eller kor. Der kan også være fælles arrangementer i form af foredrag, fortælling eller musikoptræden.
Fester arrangeres af elever og lærere i fællesskab. De tre store fester i løbet af et kursus er introfesten, midtvejsfesten og afslutningsfesten. Dertil kommer årets store åbne fest i juni: Andebølle-festivalen.
HØJSKOLEWEEKENDER
Som en del af undervisningen er der flere gange om året højskoleweekender. Her vil spændende arrangementer finde sted. Det kunne typisk være tværgående undervisning, hvor fagene blandes. Du skal derfor blive på skolen i disse weekender.
Vil du vide mere om fritiden på Andebølle, så se under punktet kalender øverst på
hjemmesiden. |