RYTMISK MUSIK
Vil du blive en bedre musiker? Vil du udfordres på nye musikoplevelser? Vi har masser at tilbyde i linjefaget musik. Du kan både udvikle dine solistiske evner og dit sammenspil.
Du kan være med til at komponere sange og indspille dem i skolens eget lydstudie.
På Andebølle Ungdomshøjskole bliver dine faglige såvel som kreative færdigheder styrket.
På musiklinjen arbejder vi målrettet mod at kunne give koncerter og bruger løbende lydstudiet, så du ender med din egen CD.
Musiklinjen er en integreret del af skolen liv. Vi arbejder tværfagligt med de andre linjer med Musical, tekstskrivning, pladecover, plakater, koncerter.

INDHOLD
Sammenspil: I sammenspil arbejder vi kreativt og frit med covernumre. Vi arbejder med at omarrangere kendte numre, så de passer til vores besætning, vores evner, vores humør og lyster. I sammenspil arbejder vi også med vores egne numre, ikke mindst i forbindelse med musical. Som en del af sammenspilundervisningen indgår instrumentundervisning.
Hørelære/ Teori/ Rytmisk træning: Her arbejder vi med at forbedre den enkeltes generelle musikalske færdigheder og forståelse. Undervisningen er praksisorienteret med en masse øvelser på gulvet.
Musikhistorie / elevrapport: Du aflægger en skriftlig/mundtlig rapport om et frit valgt emne. Det kunne være dit favoritband eller lignende.
Sangskrivning/Komposition: Vi kommer til at arbejde med jeres egne sange. Vi laver sangskrivningsøvelser, tonelege, arbejder med form og arrangement.
Lydstudie-teknik: For de elever med speciel interesse i lydteknik vil de mest grundlæggende principper blive gennemgået. Skolen har et ProTools studie og 36 kanals mixerpult m.m., så vi har mulighed for at lave professionelle indspilninger.
Musik på computer: Skolen har to stationer med programmet Reason m.m., så de elever, der har speciel interesse for elektronisk musik, har mulighed for at udfolde sig her.
CD indspilning: Vi indspiller løbende, så vi ved kursets afslutning gerne skulle have en fuld CD.
En månedlig koncert: Cirka en gang om måneden giver vi en minikoncert for de andre elever.
Koncert på rejse: Når vi tager på studietur optræder vi et eller flere steder med en koncert, som vi på forhånd har øvet på skolen.
Deltagelse i musical: Vi spiller og synger til kursets musicalopførelse.
Afsluttende turné: Vi turnerer rundt på efterskoler, højskoler, ungdomsskoler m.m og bare ”Gir’ den gas”
Deltagelse i festival: Andebølle Ungdomshøjskoles årlige festival i juni.
Vi leverer naturligvis en koncert og deltager i musicalen.
"Jeg havde musik som liniefag, hvor vi udover at spille en masse fantastisk musik også lærte noget om musik. Vi har haft musik historie, sang, rytmisk træning, lærte at mixe musik, nodelære, osv osv. Jeg havde ikke regnet med at rent faktisk lære så meget om musikken, og det bidrager til, at jeg nu nyder det mere." Tanya Hyldgaard, elev 2006
Underviser: Peter Tøttrup |